Tilbage

Nye Sejlruter

Nye sejlruter – og hvad så?

Der bliver mindre og mindre af den arktiske havis. Det åbner for nye sejlruter. Og det betyder, at handelsskibe, der sejler mellem Europa og Asien, kan skyde genvej via de arktiske farvande. Men genvejen kan være farlig, fordi der er risiko for at støde på isbjerge.

Havisen i Arktis svinder gradvist. Det kan godt være store variationer fra år til år. Men tendensen over flere år er tydelig: Der bliver mindre havis.

Observationer af isens udbredelse viser, at arealet af den arktiske sommerhavis siden slutningen af 1970’erne er faldet årligt med ca. 94.000 km2 i gennemsnit. Dette er mere end det dobbelte af Danmarks landareal.

Mindre havis giver nye muligheder for at sejle i de arktiske farvande. Det gør, at Nordøstpassagen i stigende grad kan være åben for sejlads i den arktiske sensommer.

Genvejen via Nordøstpassagen kan spare skibe for tusindvis af kilometer
De nye sejlruter via Arktis kan give store besparelser for sejladsen. For nu kan man skyde genvej fra Europa til Asien i forhold til de ruter, man tidligere har været nødt til at bruge. På den måde kan man spare mange kilometer og dermed brændstof. Og man kan gennemføre sejladsen hurtigere og dermed spare arbejdstid for besætningen og den tid man måske skal leje et skib. Det gør, at der er store politiske interesser på spil. De handler bl.a. om Nordøstpassagen, som i stigende grad kan være åben for sejlads i den arktiske sensommer.

Det kan være farligt
Når man taler om, at Nordøstpassagen er ”åben for sejlads”, så er det ikke ensbetydende med at området er helt isfrit. I havoverfladen kan der fx flyde drivis, isbjerge og mange andre typer is, som kan være farlige for sejladsen. Og hvis der også er kraftig blæst eller tåge, så bliver det endnu farligere.

Mødet med et isbjerg kan give store forsinkelser og i værste fald kan det være katastrofalt. Det skete bl.a. for skibet Titanic i 1912 og for det danske skib Hans Hedtoft i 1959. Begge skibe gik ned, efter at de var stødt ind i et isbjerg, og mange mennesker druknede .